Nykredit og Spar Nord i Glostrup donerede forleden 22.000 kroner til Røde Kors, Ældresagen og dykkerklubben Vagus Mambila. Pengene går til renovering af klubbernes fælles pavillon
Med en check under armen tog Anders Baun Hübschmann, lokalbankdirektør for Nykredit og Spar Nord i Glostrup, forleden en tur til Nyvej 7 i Glostrup, hvor Røde Kors, Ældresagen og dykkerklubben Vagus Mambila deler en fælles pavillon.
Checken var på 22.000 kroner, og pengene falder på et tørt sted. De går nemlig til renovering af pavillonen, som bruges til sociale og faglige arrangementer. Pavillonen har længe trængt til en kærlig hånd, og takket være støtten har den nu fået en større make-over og et nyt tag.
Pavillonen blev i 2024 nedtaget fra sin daværende adresse på Diget i Glostrup. Det skete med hjælp fra frivillige, som flyttede den til en midlertidig overvintring. Derfra er den henover sommeren 2026 genopstået på Nyvej 7 - med frivillig hjælp og med de 22.000 kroner i støtte fra Nykredit og Spar Nord.
"Så fra os formænd Henning Richard Jensen (Formand for Røde Kors, Glostrup afdeling), Jens Erik Marcussen (Formand for Ældresagen, Glostrup afdeling) og Uffe Brandshøj Christensen (Glostrup dykkerklub Vagus Mambila) skal lyde et stort takt til alle jer, der har bidraget. Uden jeres hjælp og støtte var intet lykkedes," lyder det i fælles skriv fra de tre formænd.



