Det røde flertal i Brøndby stemte nej til Dansk Folkepartis forslag om at følge op på, hvor mange borgere der kommer i arbejde efter kommunens forløb
Af Hans Blaaberg, medlem af Brøndby Kommunalbestyrelse for Dansk Folkeparti
Hvis jeg havde været uden arbejde længe og blev tilbudt en praktik, ville jeg gerne vide, hvad den kunne føre til. Er der en chance for, at jeg kan blive og få nogle timer med løn? Eller står jeg om nogle uger og skal begynde forfra et nyt sted?
Som kommunalpolitiker vil jeg gerne kunne give et bedre svar på det spørgsmål. I dag får vi hvert halve år at vide, hvor mange borgere der er i kommunens forskellige forløb. Jeg foreslog, at vi også får at vide, hvad der sker bagefter. Hvis vi for eksempel ser på dem, der afsluttede en praktik, hvor mange fik så timer med løn, og hvor mange var stadig i arbejde et halvt år senere?
Kommunen og staten har allerede de oplysninger, vi foreslog at bruge. Vi bad om at få dem samlet til tal, som vi i kommunalbestyrelsen kunne følge hvert halve år. For den enkelte borger ville forslaget hverken betyde en ekstra samtale, et nyt skema eller nye krav.
Kommunalbestyrelsen stemte nej til forslaget den 11. november. Flere mente, at vi burde drøfte det i udvalget først. Der var heller ikke flertal for at sende det dertil.
Jeg vil stadig gerne have et svar. For hver gang vi beder et menneske om at møde op et nyt sted, beder vi dem også om at turde håbe på, at det denne gang fører til noget. Og efter lang tid uden arbejde kan nogle få timer med løn gøre en stor forskel. Pludselig er der en arbejdsplads, hvor nogen siger: “Vi ses på mandag.”
Jeg vil gerne vide, hvordan vi kan hjælpe flere i Brøndby med at komme dertil.
På trods af at Dansk Folkeparti kom med et konkret forslag til, hvordan vi kunne få de svar, stemte flertallet nej. Jeg mener stadig, at den opfølgning er et værktøj, vi mangler. Den kunne vise os, hvor det er værd at se nærmere på det, vi gør, og hvor vi har grund til at ændre noget. For når vi beder folk om at give endnu et forløb en chance, skylder vi dem også at se efter, hvad der kommer ud af det.
Læs også: DEBAT: SU skal ikke være afhængig af mors og fars pengepung



