Christian Johnsen er vokset op i rengøringsbranchen og har mere end 25 års erfaring. Nadia Bech har arbejdet som pædagog i 15 år og havde allerede lagt planen for sin egen virksomhed. Nu står de sammen bag Bech & Johnsen, der blev stiftet i Vallensbæk og vil udfordre en branche, hvor pris ofte fylder mere end mennesker, kvalitet og relationer
Man kan godt starte en ny virksomhed uden at starte helt forfra. Det er historien om Christian Johnsen og Nadia Bech, som driver rengøringsfirmaet Bech & Johnsen, der har udgangspunkt i Vallensbæk.
Christian er vokset op i en familie med dybe rødder i rengøringsbranchen og har selv tilbragt mere end 25 år i faget.
Nadia kommer fra en helt anden verden. Hun var i 15 år pædagog og drømte om at starte som selvstændig. Planen var at købe en gård og etablere et aktivitetscenter for unge med heste og ansatte.
Mens hun ventede på den rette ejendom, videreuddannede hun sig inden for økonomi, administration, løn og medarbejderforhold.
Men i sommeren 2024 begyndte hun at arbejde sammen med Christian.
Og så ændrede planerne sig.
To forskellige kompetencer – én fælles forretning
Christian kendte rengøringsbranchen indefra. Nadia kom med nye øjne og begyndte at stille spørgsmål til arbejdsgange, økonomi, kontrakter og administration.
Det udviklede sig til mange timers samtaler om, hvordan man kunne skabe en mere effektiv, personlig og rentabel servicevirksomhed.
“Christian havde erfaringen og kunne se mulighederne i driften. Jeg kom med økonomien, strukturen og strategien. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne noget sammen, som ingen af os kunne skabe alene,” fortæller Nadia i en pressemeddelelse.
I juni 2025 stiftede de Bech & Johnsen med udgangspunkt i Vallensbæk.
Ambitionen var at bygge en selvstændig forretning med sin egen identitet og måde at arbejde på.

Vil gøre op med rengøring som en ren prisøvelse
Bech & Johnsen tilbyder erhvervsrengøring til blandt andet kontorer, klinikker, institutioner, butikker, lager- og produktionsvirksomheder samt byggepladser.
Men Christian og Nadia mener, at branchen alt for ofte bliver reduceret til kvadratmeter, timer og pris.
“Rengøringsmedarbejderen kommer tæt på en virksomheds hverdag. Derfor burde valget af rengøringsfirma også handle om mennesker, tillid og ansvar. Vi vil bygge en virksomhed, hvor der er gennemsigtighed, og hvor kunden kan føle sig tryg gennem hele processen,” siger Christian.
Den ambition understøttes af en forretningsmodel med personlig kontakt, tydelig kommunikation og gennemsigtighed i den daglige drift.
For kunden skal rengøringen helst være noget, der bare fungerer.
På Vestegnen hjælper man hinanden frem
Bech & Johnsen blev grundlagt i Vallensbæk, og Christian og Nadia ønsker at opbygge stærke relationer til virksomheder i området.
“Vi tror på, at gode relationer skaber gode forretninger. På Vestegnen vil vi gerne være en del af et fællesskab, hvor man bakker hinanden op. Vi skal ikke bare komme og sælge en ydelse. Vi skal bidrage og gøre os fortjent til tilliden,” siger Nadia.

50/50 – også når arbejdsdagen slutter
Det professionelle samarbejde udviklede sig med tiden også til et privat forhold.
I dag deler Christian og Nadia både virksomhed, en sammenbragt familie og fem hunde.
Deres fælles tilgang er enkel: Når den ene får en idé, spørger den anden ikke nødvendigvis, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, men hvordan det kan lykkes.
“Jeg kommer med min erfaring fra branchen, og Nadia kommer med kompetencer, som er helt afgørende for at bygge en sund virksomhed. Det her er ikke min virksomhed med Nadia ved siden af. Det er vores virksomhed,” siger Christian.
Du kan læse mere på bechjohnsen.dk



