World Tour-cykelløbet Copenhagen Sprint, der køres 13. og 14. juni, går i gennem Rødovre, Brøndby og Hvidovre
Når Danmarks nye World Tour-cykelløb Copenhagen Sprint suser gennem hovedstadsregionen den 13. og 14. juni, så går en del af ruten gennem Rødovre, Brøndby, Hvidovre og København.
Cykelløbet, der blev kørt for første gang sidste år, kan blandt andet opleves på en ca. 1,5 km strækning ad Avedøre Havnevej. Du kan se hele ruten her.
Løbet køres over to dage. Lørdag den 13. juni cykler kvinderne en 156 km lang rute fra Stændertorvet i Roskilde til København, og søndag den 14. juni er det mændenes tur. De skal igennem i alt 228,2 km, som foruden Vestegnen sender dem til Egedal, Frederikssund, Hillerød og Fredensborg. Både lørdag og søndag afsluttes løbet med rundstrækninger i København.
Bag løbet står Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, som forestår planlægningen og afviklingen af løbet.
Arrangørerne lover både cykling i verdensklasse og en folkefest med bl.a. ladcykelkaravane på rudstrækningen i København. Trafikken vil blive påvirket før og under løbet. Du kan læse mere om trafikken her.
Billedtekst:
Copenhagen Sprint blev kørt første gang sidste år. Foto: Magnus Stenild Andersen


