Rødovre får fredag den 4. september to nye restauranter på den samme lokation i Irmabyen, når Restaurant-gruppen Elide Brands åbner Elippa og DEJ. De to restauranter byder på hhv. libanesiske klassikere og italienske lækkerier
"En gastronomisk destination, der forener det bedste fra begge sider af Middelhavet".
Sådan lyder det fra restaurantgruppen Elide Brands, som fredag den 4. september åbner restauranterne Elippa og DEJ på samme lokation i Irmabyen i Rødovre.
Elippa er en libanesisk restaurant, der serverer klassikere som fattoush, mlokhiye og samke harra, mens DEJ er kendt for sine napolitanske pizzaer og andre italiensk-inspirerede lækkerier.
Det bliver Elide Brands' første lokation uden for Københavns bygrænse, og det er heller ikke uden en vis nervøsitet, at ejer Sami Kurjieh tager skridtet:
"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at følelserne ikke sidder helt uden på tøjet. Det føles lidt som at se sit barn blive voksen og flytte hjemmefra, med lige dele stolthed og sommerfugle i maven," siger han.
Den første DEJ åbnede i januar 2019 i Kødbyen på Vesterbro. Siden har DEJ udvidet med DEJ Magasin på Kongens Nytorv, DEJ Bella i Ørestad samt takeaway-stederne DEJ Valby og DEJ Kajen på Fisketorvet.
Elippa åbnede sin første restauratnt i Ørestad i august 2024. I 2025 blev DEJ og Elippa samlet under Elide Brands.
Elippa Irmabyen og DEJ Irmabyen kan findes på adressen: Børge Olsens Plads 28, st., 2610 Rødovre.
Foto: Der er blevet knoklet de seneste uger med at gøre de to restauranter klar til fredagens åbning. Billedet, der er taget for tre uger siden, er fra Elide Brands' Instagram.



