Stigende udgifter til især fordrevne ukrainere lægger pres på Rødovre Kommunes økonomi. Budgetforslaget for 2027 indeholder derfor besparelser og effektiviseringer i størrelsesordenen 27 mio. kr. Samtidig holder kommunen fast i et højt velfærdsniveau – især for børn og ældre.
Rødovre Kommunes økonomi er presset af udgifter til at modtage, huse og støtte fordrevne ukrainere. Samtidig vokser udgifterne til specialiserede socialområdet.
Det fremgår af det budgetforslag, som kommunen netop har fremlagt. Rødovre Kommune har dog et sundt økonomisk fundament, og derfor er der råd til at fastholde velfærden, fastslår borgmester Britt Jensen (S).
”Vi har en grundlæggende sund økonomi, og det giver os et godt udgangspunkt for næste års budget. Men der er ingen tvivl om, at de mange mio. kr., som ukraineindsatsen koster os hvert eneste år, betyder, at vi skal spare på velfærden i Rødovre. Staten giver os jo nærmest ingen kompensation for den indsats,” siger borgmester Britt Jensen i en pressemeddelelse.
Ukraineudgifter presser økonomien
Presset skyldes især kommunens kraftigt voksende udgifter til at modtage, huse og støtte fordrevne ukrainere. Rødovre er normalt fritaget for at modtage flygtninge, fordi kommunen allerede løfter et stort socialt ansvar. Fritagelsen gælder imidlertid ikke fordrevne fra Ukraine.
Rødovre har stort set ingen ledige boliger og må derfor selv etablere og finansiere boligløsninger. Indsatsen koster aktuelt mere end 50 mio. kr. om året, mens kommunen efter de nuværende regler modtager omkring 7 mio. kr. i årlig kompensation fra staten.
”Vi tager naturligvis vores del af ansvaret for mennesker, der er flygtet fra krig, og de fordrevne skal behandles ordentligt. Men vi kan ikke år efter år tage over 50 mio. kr. ud af kommunens kasse, uden at det går ud over velfærden i Rødovre. Derfor har jeg rejst sagen igen og igen over for de relevante ministre, men der sker absolut intet. Så lige nu er det Rødovres borgere, som må betale med velfærd for at finansiere ukraineindsatsen, og det er hverken rimeligt over for ukrainerne i Rødovre eller Rødovres skatteborgere,” siger Britt Jensen.
Det samlede budgetforslag kan læses her
Sociale udgifter stiger markant
Også udgifterne til det specialiserede socialområde er vokset voldsomt. Området omfatter blandt andet hjælp til borgere med handicap, psykiske lidelser eller komplekse sociale udfordringer, som har brug for specialiserede tilbud og støtte for at kunne leve et trygt og så selvstændigt liv som muligt.
På det specialiserede område er det nødvendigt at hæve budgettet med 64 mio. kr. årligt fra 2027.
Besparelser på 27 mio. kr.
I alt skal Rødovre Kommune finde besparelser og effektivisering på 27 mio. kr. på næste års budget. Fokus bliver i første omgang at finde besparelser dér, hvor opgaver kan løses smartere, siger borgmesteren.
”Vi skal begynde dér, hvor vi kan få mere for pengene. Men besparelser i den størrelse kan ikke gennemføres, uden at noget kan mærkes. Derfor skal vi vælge med stor omtanke,” siger Britt Jensen.
Især inden for indkøbsområdet har Rødovre fundet besparelser. Kommunen køber ind for over 1 mia. kr. hvert år, så det batter noget, hvis indkøbene kan gøres smartere og billigere. Bedre indkøbsaftaler og en ny aftale om taxakørsel giver for eksempel lavere priser uden at forringe servicen. Kommunen vil også bruge digitalisering og nye arbejdsgange til at frigøre ressourcer.
For at finde de sidste nødvendige millioner kroner indgår der også en mindre rammereduktion på 0,25 procent på en række serviceområder.
Højt niveau for børn og ældre
Trods besparelserne holder Rødovre Kommune fast i et højt niveau på de store velfærdsområder.
Budgetterne følger fortsat befolkningsudviklingen, så kommunen kan opretholde det vedtagne serviceniveau. På børneområdet er der fortsat fokus på tidlig hjælp, trivsel og stærke lokale tilbud.
På ældreområdet er Rødovre fortsat blandt de kommuner i landet, der har det højeste serviceniveau. Målet er også fremover at sikre høj kvalitet, værdighed og sammenhæng i plejen.
”Vores prioriteringer skal kunne mærkes dér, hvor velfærden betyder mest. Vi holder fast i at tage os godt af børnene, de ældre og de borgere, der har størst behov for hjælp. Det er Rødovres stærke brand og DNA. Det må vi for alt i verden ikke lave om på,” siger Britt Jensen.
På Rødovre Kommunes hjemmeside fortæller borgmester Britt Jensen om budgetforslaget - se her.
Det samlede budgetforslag kan læses her
FAKTA: RØDOVRE KOMMUNES BUDGETFORSLAG - KORT FORTALT
· Besparelser og effektiviseringer på 27 mio. kr. i 2027, stigende til 35 mio. kr. i 2030.
· Befolkningsudviklingen medfører en budgetfremskrivning på 20,7 mio. kr. næste år.
· Budgettet til det specialiserede voksenområde foreslås hævet med 20 mio. kr. årligt, så det samlet udgør 317 mio. kr.
· Budgettet til det specialiserede børneområde foreslås hævet med 7,5 mio. kr. årligt, så det samlet udgør 235 mio. kr.
· Budgettet til det specialiserede skoleområde foreslås hævet med 30,4 mio. kr. årligt, så det samlet udgør 156 mio. kr.
· Budgettet til ældreområdet foreslås hævet med 6 mio. kr. årligt, så det samlet udgør 511 mio. kr., inklusive demografi hæves det med 16 mio. kr.
· Ukraineindsatsen koster aktuelt mere end 50 mio. kr. om året, mens den statslige kompensation er omkring 7 mio. kr.
· Der afsættes foreløbigt 388 mio. kr. til anlægsinvesteringer i 2027 (minus forsyning).
· Der investeres 144 mio. kr. i udbygning og renovering af skoler næste år.
· Der investeres 33 mio. kr. i udbygning af dagtilbud næste år.
· Der investeres 15 mio. kr. i drift, udbygning og renovering af veje næste år.
· Der investeres 37 mio. kr. i udbygning af idrætsfaciliteter næste år, herunder i forarbejdet til udbygningen af Rødovrehallen, som samlet forventes at koste 80 mio. kr. i de kommende år.
· Beredskabet styrkes som følge af det ændrede trusselsbillede.
· Rødovre Kommune holder fast i et højt velfærdsniveau, især for børn og ældre.
· Rødovre er fortsat blandt de kommuner, der har det højeste serviceniveau på ældreområdet.
· Kommunen vil styrke egne specialiserede tilbud og reducere brugen af dyre eksterne løsninger.
· Det specialiserede område yder hjælp og støtte til børn, unge og voksne med omfattende og komplekse behov.



