Rødovre-virksomheden Klatrearbejde.dk har specialiseret sig i at løse opgaver, hvor andre ikke kan komme til. På fredag inviterer de til åbent hus
Når de er på job, klatrer de rundt på tage og hænger i reb ned ad husmure – og når de holder fri, gør de ofte endnu vildere ting, så som at springe faldskærm eller ’high dive’ fra store højder.
Medarbejderne hos Rødovre-virksomheden Klatrearbejde.dk er mildest talt ikke, som folk er flest. For en journalist, der kan blive svimmel, når bare han kigger ned fra en altan på fjerde sal, er det helt vildt at se billeder fra en ’almindelig’ arbejdsdag hos Klatrearbejde.dk, der har adresse på Glerupvej 11.
Det er dem man tilkalder, når der skal løses opgaver på steder, hvor det er for besværligt eller umuligt at komme til på andre måder. Så ringer man til Klatrearbejde.dk, der har specialiseret sig i renovering og vedligeholdelse af tage, facader, murværk og vinduer ved hjælp af rebteknik.
”Vi har en række faguddannede håndværkere, som kombinerer deres håndværksmæssige kompetencer med rope access, hvilket gør det muligt for os at løse opgaver på steder, hvor lift eller stillads enten er besværligt, dyrt eller ikke kan anvendes,” fortæller Peter Klinge, Industrial Climbing Solutions hos Klatrearbejde.dk.

Åbent hus på fredag
Men hvordan gør de? Det kan du finde ud af på fredag den 11. september. Her holder Klatrearbejde.dk nemlig åbent hus, hvor de inviterer alle, der har lyst, til at kigge forbi. Her får du samtidig selv mulighed for at prøve kræfter med reb og klatring - hvis du tør.
”Vi vil gerne vil åbne dørene til virksomheden og give både eksisterende kunder, samarbejdspartnere og lokale virksomheder mulighed for at komme forbi og se, hvad vi laver til daglig. Samtidig vil vi gerne skabe et uformelt netværk på tværs af de virksomheder og mennesker, vi arbejder og bor i nærheden af,” fortæller Peter Klinge.

Dyrker ekstremsport
Klatrearbejde.dk har hyret en pølsevogn ud og serverer øl, vand og kaffe hele dagen. Og så er der også mulighed for at høre om de vildeste fritidsinteresser. Flere af medarbejderne dyrker nemlig ekstremsport som faldskærmsudspring, klatring, high diving og BASE jumping ved siden af jobbet hos Rødovre-virksomheden.
”Det siger meget godt noget om den kultur og tilgang, vi har i virksomheden: Vi trives med at arbejde i højden og finde løsninger på steder, hvor andre måske ikke kan komme til. Vi samler kun de bedste fagfolk inden for vores branche og har derfor et stærkt og internationalt team med medarbejdere fra flere forskellige nationaliteter. Det giver os en bred og alsidig faglighed, hvor forskellige erfaringer, perspektiver og tilgange bidrager til nye løsninger på de udfordringer, vi møder i hverdagen,” fortæller Peter Klinge.

Åbent hus hos Klatrearbejde.dk fredag den 11. september:
• Kl. 11.00–17.00 – Åbent hus, netværk og mulighed for at skabe nye kontakter
• Kl. 11.30 – Velkomst
• Kl. 12.00 – Mulighed for at prøve kræfter med klatring på reb
Der er gratis pølsevogn fra kl. 11.00–14.00 samt øl, vand, sodavand og kaffe hele dagen.



