Rødovre-virksomheden Box The Original, der sælger gourmet-vingummi, har i år fået en bod i Tivolis store halloweenmarked. "Det er et magisk sted," siger grundlægger Allan Bonde
Foto: Alberte Damgaard
De har længe drømt om at blive en del af Tivoli, og nu er drømmen gået i opfyldelse. Rødovre-virksomheden Box The Original har for første gang fået en bod til Tivolis halloweenmarked.
Så i disse dage kan Tivolis gæster supplere rutchebaneturen og de mange hygge-uhyggelige halloween-oplevelser med eksklusive vingummi-produkter fra Box The Originals, dvs. håndlavede gourmet-vingummi, overtrukket med chokolade og lavet af 100 % naturligt frugt, lakrids eller kakaopulver.
"Det er noget helt særligt for os at være her i år. Tivoli er et magisk sted, hvor traditioner, kvalitet og gode oplevelser går hånd i hånd – værdier, der passer rigtig godt til Box the Original," siger Allan Donde, grundlægger af Box the Original, i en pressemeddelelse.
"Vi håber, at vores deltagelse i Tivoli kan være med til at introducere endnu flere danskere og internationale gæster til vores lille danske brand," siger han.
Box The Originals produkter er håndlavede i Danmark. Den lokale startup-virksomhed deltog i foråret i 'Løvens Hule' på DR. Her lykkedes det at få de to løver Jesper Buch og Christian Stadil med som investorer i Rødovre-virksomheden.



