Ukendte tyve har endnu en gang stjålet kobber fra den privatejede rundkirke i Islev. Det stjålne kobber har en værdi af få hundrede kroner, men skaderne løber op i flere hundrede tusinde kroner
Af Steen Herluf Trolle / Foto fra Rundkirkens facebookside
For anden gang på bare en måned har tyve stjålet kobber fra den privatejede Rundkirken på Islevgård Allé i Rødovre.
Senest skete det fredag morgen ved 7-tiden, hvor to personer med koben skrællede kobber af en lille, rund brønd, der står foran kirken. Tyvene, som er fanget på kirkens overvågningskamera, cyklede væk med kobberet i en lille ladvogn bag på en ladcykel.
Rasmus Storgaard, der ejer den private kirke, siger til TV 2 Kosmopol, at det vil koste 300.000 kroner at udbedre skaderne.
"Det bliver man jo harm over. Særligt når det er en privat kirke," siger Rasmus Storgaard, som vurderer, at det stjålne kobber har en værdi af sølle 200 kroner.
For en måned siden - den 29. september ved 2-tiden - blev der stjålet kobber fra taget og fra siden af bygningen. Rasmus Storgaard har nu delt optagelserne fra overvågningskameraet med politiet. De kan også ses på kirkens facebookside her.
Kosmopol fortæller, at en anden kirke i området, Islev Kirke, der ligger 800 meter fra rundkirken, også har været udsat for kobbertyveri i sidste uge - endda to nætter i træk. Her blev der blandt andet stjålet nedløbsrør. Islev Kirke har nu også installeret videoovervågning.
Rundkirken i Islev blev bygget i 1963 som en del af Ungdomsbyen og finansieret af salg af H. C. Andersen-mærkater. Den blev opført af lærlinge som svendestykke. Rasmus Storgaard købte den i 2016, da den ellers stod til at blive revet ned. Læs mere om kriken her.

Rundkirken i Islev med brønden i forgrunden. Billedet er fra 2025. Foto: Fra kirkens facebookside



