Der vil være lys i Louis Nielsen i Taastrup torsdag aften den 8. oktober efter normal lukketid. I samarbejde med Blå Kors Danmark holder Louis Nielsen i Taastrup ekstraordinært åbent for udsatte danskere
Mennesker i udsatte livssituationer får torsdag den 8. oktober mulighed for en gratis synstest med sundhedstjek og et par gratis briller, når Louis Nielsen og Blå Kors Danmark igen går sammen om Synets Dag.
I Taastrup holder Louis Nielsen åbent efter lukketid for beboere fra Blå Kors Pensionat Taastrup, som er et botilbud for mennesker i hjemløshed og andre udsatte livssituationer.
På landsplan holder 21 Louis Nielsen-butikker ekstraordinært åbent i forbindelse med Synets Dag, som er en international mærkedag med fokus på betydningen af et godt syn.
"Synet er afgørende for at kunne fungere godt i hverdagen, men nogle mennesker har ikke de nødvendige ressourcer til at få det undersøgt eller korrigeret. Derfor åbner vi efter lukketid for at give dem en ekstra hjælpende hånd", fortæller Jacob Nørgaard Rosendahl, der er medejer af Louis Nielsen i Taastrup.
FOTO: På Synets Dag får udsatte danskere mulighed for et gratis sundhedstjek af øjnene og gratis briller hos Louis Nielsen i samarbejde med Blå Kors Danmark. Foto: Mikkel Berg Pedersen.



