SocialFootballShirts og Red Barnet Vestegnen Brøndby-Hvidovre går sammen om at donere fodboldtrøjer til børn og unge
Virksomheden SocialFootballShirts har indgået et samarbejde med Red Barnet Vestegnen. Fremover bliver trøjerne fra virksomhedernes sponsorpakker doneret til børn og unge, som Red Barnet Vestegnen er i kontakt med.
SocialFootballShirts blev startet for at hjælpe børn og unge, der ikke selv har råd, med at være en del af fællesskabet. En ny fodboldtrøje kan koste op mod 1.000 kroner, og det har mange familier simpelthen ikke råd til. Derfor sponsorerer lokale virksomheder nye trøjer, som børnene får gratis.
Med samarbejdet kommer trøjerne direkte ud til de børn og unge, der har mest brug for dem. Red Barnet Vestegnen kender børnene og familierne gennem sit lokale arbejde. SocialFootballShirts skaffer trøjerne sammen med virksomhederne.
"En fodboldtrøje er mere end en trøje. Den handler om at høre til – at have det samme på som vennerne, når man spiller, går i skole eller er på stadion. Red Barnet ved, hvor behovet er, og derfor kan vi være sikre på, at trøjerne gør en forskel," siger Rasmus Mikander, stifter af SocialFootballShirts, i en pressemeddelelse
"Vi synes det er fantastisk, når lokale ildsjæle som SocialFootballShirts gør en forskel for børn og unge. Vi i Red Barnet Vestegnen er utrolig glade for samarbejdet. Et samarbejde der handler om meget mere end en fodboldtrøje. Det handler om glæden ved at høre til og være en del af fællesskabet. Alle børn fortjener at være en del af holdet – uanset familiens økonomi" siger forperson Gitte Have fra Red Barnet Vestegnen Brøndby - Hvidovre.
SocialFootballShirts er lokalt ejet i Brøndby og samarbejder med virksomheder på Vestegnen. Virksomhederne kan vælge mellem fire sponsorpakker – Superliga, Nations League, Champions League og VM. Til gengæld får de synlighed og et partnerbevis.
Virksomheder, der vil være med, kan kontakte SocialFootballShirts på info@socialfootballshirts.dk eller læse mere på socialfootballshirts.dk.
Foto: Gitte Have, forperson for Red Barnet Vestegnen Brøndby - Hvidovre, og Rasmus Mikander, stifter af SocialFootballShirts.



