GF Forsikring hylder med prisen "Hverdagens Golfhelte" de frivillige ildsjæle i landets golfklubber. Blandt årets prismodtagere er Rasmus Lapp Christoffersen fra Brøndby Golfklub
12 frivillige ildsjæle har netop fået prisen "Hverdagens Golfhelte" for det arbejde, de hver især har lagt i lige netop deres lokale golfklub. Det foregik til Golfdagen, og en af prismodtagerne er Rasmus Lapp Christoffersen fra Brøndby Golfklub, der lægger et stort arbejde i at engagere klubbens juniorer.
"Jeg er drevet af at hjælpe andre, og selvom jeg lægger mange frivillige timer i klubben, er det ikke en sur pligt. For på den måde kan jeg både dyrke min store interesse og passion for golfsporten, gøre en forskel for unge og nye golfspillere og bidrage til klubbens udvikling," siger han.
Rasmus' vej ind som frivillig startede, da han meldte sine børn ind i klubben, og da en af lederne samtidig stoppede, var der pludselig en plads.
"Jeg er meget optaget af, at alle, og måske især de unge, får mulighed for at prøve golfsporten af. Derfor er jeg meget engageret i klubbens juniorer, som jeg hjælper ved bl.a. at støtte dem i at komme afsted til turneringer. Golf er en sport for alle, derfor vil jeg gerne opfordre til, at man kommer forbi og prøver sporten," siger han.
Det er femte år i træk, at GF Forsikring og DGU uddeler prisen.
Som en del af anerkendelsen får de 12 prismodtagere en billet til Golfdagen – en dag med undervisning af en landsholdstræner, golfrunde med landsholdsspillere, konkurrencer og forkælelse i form af god mad.
Golfdagen er sponsoreret af GF Forsikring. En jury bestående af tre medlemmer fra DGU og to fra GF Forsikring har udvalgt de 12 ildsjæle blandt 163 nominerede.

FOTO: Rasmus Lapp Christoffersen fra Brøndby Golfklub er en af hverdagens golfhelte, og han deltog sammen med 10 andre golfhelte i Golfdagen, hvor han bl.a. gik en golfrunde med landsholdsspillere. I alt 12 golfhelte var nomineret til prisen, den 12. var dog forhindret i at deltage i Golfdagen. Foto: Dansk Golf Union/Thomas Hartwich



