SF i Rødovre foreslår, at personer, der arbejder med børn og unge i kommunens institutioner, skal have deres børneattest fornyet hvert tredje år
Hvis du arbejder med børn og unge i Rødovre Kommune, skal du fremover have din børneattest fornyet hvert tredje år. I hvert fald hvis det står til SF, som har rejst et forslag i kommunalbestyrelsen om fast fornyelse hvert tredje år hos ansatte i institutioner, hvor der kræves børneattest.
"Børneattesten eret øjebliksbillede. En medarbejder kan have fået en ny afgørelse efter den attest, der blev indhentet ved ansættelsen. Derfor mener SF, at det er relevant med en fast procedure for løbende at sikre, at kommunen har et aktuelt grundlag," skriver SF i forslaget.
SF-gruppeformand: Jeg har aldrig selv skulle afgive børneattest
SFs gruppeformand Kenneth Rasmussen fortæller til Vores Vestegn, at SF-forslaget opstod, da gruppen drøftede børneattest. Det skete på baggrund af de aktuelle problemer hos politiet, som på grund at it-bøvl ikke kan udstede børneattester i øjeblikket.
"Vi har oplevet store problemer med indhentelse af børneattester i kommunen. I den forbindelse kom vi i SF's gruppe til at drøfte, om der blev indhentet børneattest løbende og ikke kun ved ansættelse, i de erhverv hvor der arbejdes med børn og unge. Det har SF måttet konstatere, at det gør der ikke," siger Kenneth Rasmussen, der fortæller, at han selv blev ansat på en skole for 13 år siden, inden loven om børneattester trådte i kraft, og at han ikke siden har skullet afgive en ren børneattest.

Kenneth Rasmussen, gruppformand for SF
Ikke udtryk for mistillid til de ansatte
SF understreger i sit forslag, at det ikke skyldes mistillid til kommunens medarbejdere.
"Det handler om at skabe en fast, ensartet og forebyggende procedure, hvor hensynet til børn og unges sikkerhed står centralt," skriver partiet.
FAKTA: SF-FORSLAG OM BØRNEATTESTER
SF foreslår følgende:
At Rødovre Kommune indfører krav om fornyelse af børneattest hvert 3 år for medarbejdere, hvor der ved ansættelsen er krav om børneattest.
At ordningen omfatter relevante medarbejdere i kommunens institutioner og tilbud, herunder daginstitutioner, skoler og SFO’er.
At fornyelsen sker med medarbejderens samtykke og efter gældende lovgivning.
At administrationen udarbejder en enkel og ensartet procedure for registrering og opfølgning, så fornyelser sker systematisk og rettidigt.
At ordningen implementeres så hurtigt som muligt og senest fra 1.1.2027.



