Nygårds Plads i Brøndby er et af fem plejehjem, der er nomineret til prisen som Danmarks bedste plejehjem 2026, der uddeles af Danske Seniorer
Af Steen Herluf Trolle / foto: Danske Seniorer
Der er gang i den på plejehjemmet Nygårds Plads i Brøndby. Senioridræt, Nada-øre-akupunktur og fredagsbar er nogle af de aktiviteter, som beboerne kan deltage i. Der har også været sommerfest med live-band, og der har været besøg af kameler.
De mange aktiviteter er en af grundene til, at Nygårds Plads nu er nomineret til prisen som Danmarks Bedste Plejehjem 2026. En anden er, at plejehjemmet ligger flot, når det handler om tilsyn, sygefravær, smileys og andre forhold.
Det er Danske Seniorer, der uddeler prisen, nu for sjette gange. I første omgang var 124 plejehjem indstillet. Nu er fem nomineret. Ud over Nygårds Plads i Brøndby er det Kløvermarken i Koldby, Bøgeskovhus i Viby J., Kastaniely i Svinninge og Nældebjerg i Greve.

Mandehold på Nygårds Plads. Foto: Danske Sneiorer
Mange fagligheder
Ældrecentret Nygårds Plads, der blev bygget i 1988, er det største i Brøndby Kommune. Det har 101 boliger og 24 midlertidige pladser og 190 medarbejdere.
Leder Marianne Strømsted fortæller til Danske Seniorers hjemmeside om plejehjemmets styrker:
”Vi har kun faglært personale her på Nygårds Plads, og en af vores styrker er, at vi har mange forskellige fagligheder, som arbejder sammen på tværs. Det gælder bl.a. sosu-assistenter, sosuhjælpere, ergoterapeut, fysioterapeut, demenskonsulent, ernæringsassistent og udviklingssygeplejerske,” siger hun.
Fokus på idræt og bevægelse
Udover de mange aktiviteter har centret en særlig idrætscertificering. Rikke Koch Ernholm har arbejdet 30 år i centrets afdeling for aktivitet og træning:
”I maj 2022 blev vi idrætscertificeret, og vi arbejder med at integrere idræt og bevægelse i hverdagen for vores beboere. Med støtte fra DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund) er det med til at skabe trivsel, fællesskab og bedre livskvalitet gennem motion, og vi uddanner personale og involverer de frivillige i idrætten. Vi har senioridræt to gange om ugen på afdelingerne,” fortæller hun til Danske Seniorer.
Du kan deltage i afstemningen om Danmarks Bedste Plejehjem her
FOTO ØVERST: På billedet: Øverst fra venstre: Tina Hvid Finnerup - ergoterapeut, Josefine Nielsen – sosu-assistent. Midten fra venstre: Rikke Koch Ernholm - aktivitetsmedarbejder, Amina Kastberg Polat - souschef
Forreste fra venstre: Birgitte Sonne Rossen - udviklingssygeplejerske, Johanne Pryds Teissøe - fysioterapeut og Marianne Strømsted - centerleder af Ældrecentret. Foto: Danske Seniorer



