Rødovre Mighty Bulls var foran men tabte igen-igen lokalopgøret mod Herlev Eagles. Nu venter Esbjerg hjemme i Rødovre på mandag
Arkivfoto: Daniel Storch, Rødovre Mighty Bulls
Inden Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles fredag aften tørnede sammen i et vaskeægte lokalopgør i Metalligaen, havde Herlev vundet 14 af de sidste 14 kampe mod Rødovre.
Efter 1. periode lignede det, at der endelig ville blive ændret på den tvivlsomme statistik, men igen-igen endte fredagens lokalopgør med en sejr til Herlev. Selv om Rødovre kom foran 0-1 i første periode ved Matt Kopperud, endte Herlev nemlig med at vinde 4-1, og kun takket være storspil i Mathieu Caron i Rødovre-målet, blev sejren ikke større.
I følge Metalligaen.dk havde Herlev pucken dobbelt så meget som Rødovre i offensiv zone, og de vandt også skudstatistikken overlegent.
Med resultatet er Mighty Bulls nummer syv med otte point efter syv kampe. Ligaen føres af Frederikshavn. Næste kamp er på mandag, hvor Mighty Bulls hjemme møder Esbjerg Energy. Kampen spilles kl. 19.30.


