Glostrup har flest hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere, viser rapport fra Trygfonden. Hjerteløberne i de 11 vestegnskommuner blev aktiveret 61 gange i 1. halvår 2026
Af Steen Herluf Trolle
Viljen til at redde liv er stor på Vestegnen. Trygfonden har lavet en statusrapport for 1. halvår 2026 over hjerteløberordningen, dvs. ordningen med frivillige, som har meldt sig til at hjælpe ved hjertestop, inden ambulancen kommer. Rapporten viser, at der 30. juni 2026 var 3960 hjerteløbere i de 11 Vestegnskommuner.
Gladsaxe Kommune topper listen med 724 hjerteløbere, næstflest er der i Ballerup med 516 og tredjeflest i Hvidovre med 468.
Set i forhold til antal indbyggere, er det Glostrup, der topper listen. I Glostrup er der 1021 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. Her er Gladsaxe nummer to med 1020 hjerteløbere pr. indbyggere
Pr. kommune fordeler tallene sig sådan her:
Albertslund: 239 aktive hjerteløbere / 814 pr. 100.000 indbyggere
Ballerup: 516 / 956
Brøndby: 269 / 721
Gladsaxe: 724 / 1020
Glostrup: 264 / 1021
Herlev: 311 / 967
Hvidovre: 468 / 864
Høje-Taastrup: 433 / 714
Ishøj: 168 / 674
Rødovre: 379 / 840
Vallensbæk: 162 /867
Alarmen gik 11 gange i Rødovre
Hjerteløberne er frivillige, der har tilmeldt sig via app'en hjertestarter.dk. Når Alarmcentralen får en anmeldelse om et muligt hjertestop, får mindst 20 hjerteløbere indenfor en radius af 5 kilometer en melding og kan nu, hvis de har mulighed for det, løbe hen for at give hjertelungeredning eller hente en hjertestarter, inden ambulancen kommer.
I følge Trygfonden gik mindst to hjerteløbere i aktion ved 99 % af alle hjertestop i første halvår 2026. Men ofte reagerer mange flere. I Rødovre blev alarmen eksempelvis aktiveret 11 gange i årets første seks måneder. I hver af disse situationer fik 20 hjerteløbere i gennemsnit en alarm, og af disse blev ni i gennemsnit aktiveret, dvs. de tog afsted for at hjælpe.
Hjerteløber i Brøndby var fremme efter 20 sekunder
I gennemsnit gik der 3.03 minutter, inden en hjerteløber var fremme og hjælpe. Hurtigst var responstiden i Herlev (01.40 minutter), mens den var længst i Høje-Taastrup (4.18 minutter). Den hurtigste enkeltstående responstid blev målt i Brøndby. Her var en hjerteløber bare 20 sekunder om at nå frem.
I alt blev hjertestarterne aktiviteret 61 gange i første halvår 2026 i Vestegnskommunerne.
Du kan læse mere om hjerterløberordningen på hjertestarter.dk



