Fra 2027 vil der være to lærere i halvdelen af timerne, når 8. og 9. klasserne i Rødovres folkeskoler har dansk og matematik. Ideen kom fra de lokale lærer- og skolelederforeninger og er med i kommunens budget for 2027
"Det har er et godt eksempel på, hvad vi kan, når vi udvikler folkeskolen sammen".
Sådan siger formanden for Rødovre Lærerforeningen, Anders Liltorp, om den nye to-lærerordning, som Rødovre Kommune fra 2027 indfører i dansk og matematik i folkeskolernes 8. og 9. klasse.
Som Vores Vestegn tidligere har skrevet, er tolærerordningen en del af budgetaftalen for 2027, som hele kommunalbestyrelsen står bag. Den blev aftalt endnu inden den berygtede, nationale Pisa-undersøgelse af elevernes faglige niveau, som har fået organisationer og Christiansborg-politikere til at foreslå en tolærer-ordning.
Rødovre har afsat 5,15 mio. kroner årligt til ordningen. Den betyder, at der vil være to lærer i halvdelen af dansk- og matematiktimerne i de ældste klasser. Desuden understøttes tiltaget med 'kompetenceudvikling i co-teaching', det vil sige at lærerne vil få hjælp til at styrke samarbejdet om at planlægge og gennemføre undervisningen.
Udspil fra lærere og skoleledere
Idéen om en to-lærerordning udspringer af et fælles skolepolitisk udspil fra Rødovre Lærerforening og Rødovre Skolelederforening. Forslaget er siden blevet bearbejdet i dialog med forvaltningen og i august tog politikerne det med i budgetaftalen.
"Lærerne og skolelederne kom med et konkret forslag, og gennem dialog har vi fundet en model, som vi nu investerer i. Det giver lærerne bedre muligheder for at komme tættere på den enkelte elev og skabe en undervisning, hvor flere oplever både faglig mestring og trivsel,” siger lærerformanden Anders Liltorp i en pressemeddelelse fra kommunen.
Med to lærere bliver der bedre mulighed for at dele eleverne i mindre grupper, variere undervisningen og give ekstra støtte til dem, der har brug for det.
”Vi skal hele tiden have blik for, hvordan vi styrker elevernes faglighed. Det understreger de seneste PISA-resultater også. Derfor er jeg særlig glad for, at vi i Rødovre allerede har taget et konkret skridt. Med to lærere i en større del af undervisningen får skolerne bedre muligheder for at møde elevernes forskellige behov, så flere børn og unge får et godt fagligt fundament,” siger borgmester Britt Jensen.
Bedre karakterer i Rødovre
De danske PISA-resultater for 2025 viser tilbagegang i både læsning, matematik og naturfag. Selvom udviklingen i Rødovre ser anderledes positiv ud, så er der altså stadig fokus på at forbedre forholdene for både elever og lærere. I Rødovre er karaktergennemsnittet over de seneste tre skoleår steget fra 6,8 til 7,0 i dansk og fra 5,7 til 6,2 i matematik. / trol
LÆS OGSÅ: Rødovre indfører to-lærer-ordning i 8. og 9. klasse



