Birke/Bøgeskoven i Glostrup Boligselskabs afdeling 33 har gennemgået en omfattende renovering. Undervejs er en del af beboerne blevet genhuset
Efter godt to års byggearbejde er energirenoveringen og moderniseringen af Birke/Bøgeskoven i Glostrup Boligselskabs afdeling 33 nu afleveret.
Det skriver Skou Gruppen, der har været hovedentreprenør på projektet, i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter 248 eksisterende boliger, der er blevet moderniseret. Desuden er der etableret tre nye boliger i den tidligere vaskeribygning, og 26 af boligerne er omdannet til såkaldte 'tilgængelighedsboliger'.

FOTO: Alle lejligheder har fået nye vinduer - her med udkig ud af lejlighedens terassedør.
Nye tage, døre, vinduer og badeværelser
Renoveringen er gennemført i seks etaper. Mens beboerne i rækkehusene blev genhuset under arbejdet, er en betydelig del af renoveringen i boligblokkene udført, mens beboerne fortsat har boet i deres hjem.
Bebyggelsen har fået nye og bedre isolerede tage, nye vinduer og døre. Alle boliger har desuden fået totalrenoverede badeværelser med plads til egen vaskesøjle.

FOTO: Der er brugt samme facadebeklædning på rækkehusenes skure som på karnapper og gavle.
"Den tiltrængte renovering og modernisering har givet hele bebyggelsen et markant løft, så hele bebyggelsen i dag hænger bedre sammen og fremstår mere moderne," siger Alexander Hermansen, som er teknisk direktør og partner i Skou Gruppen.
Projektet er gennemført i hovedentreprise af Skou Gruppen for Glostrup Boligselskab i samarbejde med KUBEN Management, Nordic Office of Architecture og Thranekær Rådgivende Ingeniører København (tidligere Dominia Rådgivende Ingeniører).



