Europamester og Brøndby-legende Kim Vilfort går på pension ved årsskiftet. "Han repræsenterer en uddøende race af folboldfolk med stort klubhjerte," konstaterer 3points's chefredaktør Nanna Møller Karlsen
Foto: 3point.dk
En af Brøndbys største stjerner gennem tiderne, Kim Vilfort, går på pension i klubben ved årsskiftet. Det skriver Brøndby IF på sin hjemmeside.
"Det handler i bund og grund om, at tingene på et eller andet tidspunkt skal stoppe. I min situation er det enten eller. Det er ikke sådan, at man kan lave en halvvejs løsning," siger Vilfort til brondby.com.
"Det hænger også meget sammen med familien, den nærmeste familie og vennerne. At man ikke hele tiden skal sige, at det gør vi i morgen, næste uge eller næste år".
Indbegrebet af Brøndby IF
Som 3point.dk's chefredaktør Nanna Møller Karlsen skriver, så er 63-årige Kim Vilfort indbegrebet af Brøndby IF:
"I årevis var han på banen en profil i Brøndby-trøjen, ligesom han sideløbende blev hele Danmarks darling qua særligt sin rolle i EM-finalen i 1992. Siden Vilfort lagde støvlerne på hylden i 1998, har han været i fodboldverdenen på Vestegnen. Han har gennem alle årene været tilknyttet Brøndby IF, hvor han har spillet en stor rolle i særligt Masterclass".
Hyldes på Brøndby Stadion den 6. december
Kim Vilfort vil blive hyldet på Brøndby Stadion i forbindelse med hjemmekampen mod OB den 6. december. Som Nanna Møller Karlsen konstaterer:
"Vilfort repræsenterer på mange måder en desværre uddøende race af fodboldfolk med så stort et klubhjerte, at nærmest et helt liv kan leves i de samme farver. Én gang Brøndby, altid Brøndby!".
Du kan læse et interview med Kim VIlfort på klubbens hjemmeside her



