På tirsdag går RødovreKanalen i luften med ’Kultur og varme hjerter´, hvor der er fokus på kulturlivet, varme hjerter og fællesskab i Rødovre
’Kultur og varme hjerter' lyder den hyggelige titel på et nyt program på RødovreKanalen, som går i luften på tirsdag den 15. september 2026 kl. 18-19. Birgitte Glifberg, frivillig på RødovreKanalen, er vært på det nye program, hvor emnet er kulturlivet, varme hjerter og fællesskaber i Rødovre. Krydret med god musik.
"Vi glæder os til skøn musik og en god snak med dagens to gæster: Jon Henriksen, kunstneren bag profilen Danishstreetdocs og Claus Sigesmundsen, musiker og kunstner. Begge bor i Rødovre," fortæller Birgitte Glifberg.
Hun vil i programmet stille sine gæster spørgsmål som 'hvilken betydning har kultur og varme hjerter for dig' og 'hvordan styrker vi kulturlivet'.
’Kultur og varme hjerter’ skal efter planen sendes hver 4. uge om tirsdagen kl. 18-19. Der er aftaler med nye gæster frem til februar, men hvis du som Rødovre-borger har lyst til at være gæst, er du velkommen til at kontakte Birgitte Glifberg på kontakt@glifbergprocesser.dk
RødovreKanalen er en ikke-kommerciel og reklamefri lokalradio for de fleste. Du kan høre den på FM frekvensen 105,9 MHz, eller som internetradio via hjemmesiden www.rødovrekanalen.dk
Du kan også høre RødovreKanalen online på https://www.radio-danmark.dk/rodovrekanalen



